fredag den 8. februar 2013

sy en lille trekantsbold

Her er en vejledning til hvordan du syr en blød lille trekantsbold. Billederne er taget i dårligt lys, jeg pønser på nogle bedre i løbet af næste uge.
Først et billede af hvad vi egentlig arbejder hen imod
En lille blød trekantsbold, eller hvad man nu vil bruge den til. Nu går vi i gang...

 Du skal bruge en lille stofrest, et målebånd og et kridt til at tegne på stof.

Du skal klippe en firkant som er dobbelt så lang som den er bred. Det er svært at se min røde streg på stoffet men det er et rektangel på 8x16 cm. Du kan helt selv vælge din størrelse. Det mindste jeg har lavet er 4x8 og det kan fint lade sig gøre.
Klip ud...
Fold på midten - så vrangen vender ud 
Jeg har zigzagget kanten mens den var foldet, men man kan også gøre det inden. (undskyld den dårlige billedkvalitet og neutrale trådfarve. Håber i kan følge med alligevel)
Nu skal du sy den sammen på to af siderne. Her er den syet for oven og højre side. Sammenlagt med folden er den nu lukket på de tre sider.
Her kommer så tricket. Når den sidste side skal syes, skal den åbnes og derefter foldes "omvendt". Dvs. at der hvor folden var på det forrige billede, nu skal foldes over så den ligger over sammensyningen. Du kan tjekke om du har fået den foldet rigtigt, hvis du har gjort det forkert får du bare en flad firkant, hvis du gør det rigtigt får du trekantsformen.
 Her er lige et billede mere. Håber i kan fange ideen.
 Så kan du sy den sidste side - næsten - sammen. Husk at lade et hul stå åbent til at vende og fylde igennem. Jeg kommer altid til at lave det hul for lille, og det bliver bare så besværligt af det. Det er helt fint at lade halvdelen af siden stå åben.
 Så er du færdig med at sy...
 trekanten vendes igennem det hul du har ladet stå...

 Og nu er det tid til at fylde. Du kan fylde med lige hvad du vil. Jeg har god erfaring med at blande grødris og fiberfyld. Risen giver en god tyngde og fyldet gør at den puffer godt ud. Jeg har købt en monteringspude i IKEA til 15 kr, og der er til masser af trekantsbolde, amigurumidyr osv.
 Det kan godt være lidt besværligt at få risene ned i posen. Jeg har lavet et lille rør af madpapir, så er det nemt at hælde ned igennem.
 Hvis man ikke har fået lavet hullet så stort at man kan stoppe fyldet ned med en finger, så kan en tændstik bruges. Den ru overflade hjælper til at trække i fibrene så de kommer ned i bolden.
 Når du er tilfreds med tyngden og fylden, så er det tid til at sy sammen. Sy med små usynlige (eller næsten usynlige) sting.
 Og nu er din trekantsbold færdig...
Der er masser af muligheder for hvad man kan bruge den til. Her er en lille bold, 4x8 cm, hvor jeg har syet to tråde garn fast, nu mangler den bare et par øjne. 
Måske kan man sy en større en som kan fyldes med noget tungt og bruges som dørstopper.
måske kan man opfinde et spil hvor man skal kaste den ned på en plade og ramme noget bestemt?
Jeg tænker også sagtens man kan sy en kæmpe en og bruge som sækkestol...
En nålepude...?
Julepynt?
god fornøjelse!







Ingen kommentarer:

Send en kommentar