søndag den 26. maj 2013

Meget multicolour

Endnu en børnetrøje er kommet i gang. Jeg ville gerne forsøge mig med endnu et top-down mønster. Jeg prøvede det for første gang her. Men da dette var hæklet, ville jeg også gerne prøve det i strik. Desuden synes jeg mønsteret på de små Mother-Teresa trøjer er nemt men kedeligt, så jeg fandt opskriften på denne lille kjole.
Indtil videre ser det meget fint ud. Jeg er helt vild med garnet, som er i alle regnbuens farver. Det løber hele tiden i de rigtige regnbuefarver, men med meget korte farveforløb så det bliver meget spraglet! Jeg er spændt på at se hvordan den bliver når den bliver færdig.


Røde fibre. Drømmen # 10

Som nævnt i et tidligere indlæg, så skal jeg skynde mig at blive færdig med det blå merino som jeg har siddende på rokken. Der ligger nemlig dette lækre bundt fibre og venter på at blive spundet.
Det er 50% merino 50% bambus. Bambus tager ikke imod farve, derfor er disse fibre hvide, mens merinofibrene er i forskellige nuancer af rød. Der er 200 g, og derfor håber jeg at kunne spinde nok til at lave et lidt større projekt af det, men jeg ved endnu ikke hvad...

Virker ikke...

For et stykke tid siden viste jeg billeder af en lille trøje, som jeg havde tænkt skulle være til mit fadderbarn som snart har dåbsdag. Da jeg passede ham for 14 dages tid siden, fik jeg prøvet den på ham, og som jeg havde gættet på var den for lille. Det gør dog ikke så meget, den kan ryge med til Indien eller Rumænien.
Problemet er bare at jeg ikke på nogen måde kan få ærmerne til at passe i forhold til mønsteret. Enten er mønsteret helt forkert, (usandsynligt) eller også fatter jeg ikke at læse den engelske opskrift (mere sandsynligt). Så bestemte jeg mig for at det bare kunne være en vest, men da den er i glatstrik, så ruller kanten i ærmegabene. Derfor tænker jeg nu over hvad jeg skal gøre. Hvis der er en læser derude som har et godt råd så tager jeg imod med kyshånd, for jeg er selv lidt på den.

Streger og prikker

Jeg er dybt fascineret af den tegneteknik som på "fagsprog" kaldes Zentangle, men som nok for mange også er kendt som "telefon-kruseduller". Der er nogen derude som laver virkelig smukke kunstværker, med alle mulige teknikker og mønstre blandet sammen. Jeg kan indtil videre bedst få det til at fungere med ét mønster, og det kan da også blive rimelig pænt. 

 Jeg tror dog ikke disse kommer til at optage pladsen i rammerne, det kan gøres endnu pænere. Men det er sjovt at eksperimentere med tusch, streger og prikker, når strikkelysten falder eller hænderne trænger til en pause...

Blå fibre i lange baner... drømmen #9

Da jeg startede med at spinde på håndten (som du kan læse her) købte jeg 3 pakker merino fibre i forskellige blå nuancer. Da jeg så fik rokken i huset røg håndtenen i pausestilling. For det første går det meget hurtigere og er sjovere at spinde på rokken. Desuden så er det ikke så hårdt for mine håndled som der er at skulle holde vægten af håndtenen. Men det blå merino er jo heldigvis ligeglad med hvilket redskab jeg spinder det på, så jeg fik spolet alt det blå fra håndtenen op på rokken.
Derefter fik jeg delt fibrene op så jeg kunne spinde ca lige meget på de to spoler. På denne måde kan jeg få lavet et to-trådet garn, uden at have alt for mange meter ekstra på den ene spole. Nu skal jeg bare skynde mig at blive færdig med at spinde det blå, der er nemlig kommet nye fibre med posten som jeg virkelig glæder mig til at skulle i gang med at spinde. Men når jeg nu kun har 3 spoler så er jeg nødt til at gøre en ting færdig af gangen...

En slags hønsestrik

Endnu en børnetrøje har set dagens lys. Strikket udelukkende i bomuldsrester jeg har samlet sammen fra alle mulige steder. Jeg er vildt med bomuldsgarn i alle farver, så jeg kan hækle de der små søde ting lige i den rigtige nuance.

Jeg har strikkehæftet alle ender, men jeg er lidt i tvivl om jeg skal sy enderne fast også. De steder jeg har søgt om det på nettet, har folk strikkehæftet i uld og det filter jo sig selv noget mere fast efter vask. Men hvordan virker bomuld?

Lilla... meget lilla... drømmen #8

Da jeg fik denne pakke med fibre, var der ikke bestilt ét, men to bundter fibre. Det ene bundt fik jeg aldrig fotograferet, hverken før spinding, på spolerne eller da det hang til tørre. Men da bundtet var helt færdigt fik jeg da taget et par billeder.

Det er tvundet til to-trådet garn, og jeg målte faktisk op hvor meget der var mens det sad på garn-vinden, men jeg fik aldrig skrevet tallet ned, så jeg har bare de 100 gram i et lækkert bundt. En dag håber jeg det perfekte projekt springer ud af døren for lige nu har jeg ikke lige nogen ide om hvad det skal blive til...

At hækle på russisk

Ind i mellem tager lysten til at hækle amigurumi et ordentlig tag i mig. Egentlig synes jeg der er for meget sy og for lidt hækle, men resultatet kan simpelthen blive så fint.
Denne snegl kunne jeg ikke stå for og det tog ikke lang tid fra jeg fandt opskriften til den så dagens lys.

Jeg synes den er super fin og sjov. Desværre har jeg ikke fået stivet følehornene nok af, der er ellers piberensere i, men de vil stadig falde ud til siderne.
Opskriften er fra en russisk! hjemmeside, og den var på russisk. Med hjælp fra google translate og lidt amigurumi-erfaring, fik jeg nogenlunde hæklet en snegl der ligner den fra opskriften.
Jeg kan desværre ikke finde opskriften igen, men jeg fandt den igennem facebook gruppen hækle, hækle, hækle og andre hæklerier. Skriv endelig hvis du har et link til opskriften så skal jeg sætte den ind.

Børnetrøje

Endnu en børnetrøje er blevet færdig. Det har været et "læse-strikketøj", da det er så simpelt. Som nævnt i et tidligere indlæg strikker jeg ind i mellem på bomuldstrøjer til børn, som bliver sendt til Mother Teresas hjælpearbejde i Indien. Og det samme er denne trøje til. Da den er strikket i 70% uld og 30% nylon tror jeg dog den ryger til Rumænien, da de i Indien kun vil have trøjer af bomuld da uldtrøjer bliver for varme. 
Når jeg lukker halskanten af, bliver den helt løs og "fluffy". Den sidder ikke lige over selve ribben, eller hvordan man vil beskrive det. Jeg bruger den helt almindelige aflukning, hvor man strikker to masker og derefter trækker den bagerste over den forreste, strikker en ny maske, trækker over, osv. Er der nogen derude som har et bud på hvordan jeg får lavet en pænere aflukning på min halskant?

Hullet som en schweizerost

Jeg har efterhånden stødt på rigtig mange top-down mønstre, og flere rundt omkring sværger til disse monteringsfri arbejder. Jeg har ikke det helt store problem med montering, det er ikke sjovt men jeg skal nok få det gjort. Men jeg havde alligevel lyst til at prøve det. 
Det vrimler med disse stor-hullede hæklede trøjer rundt om i gadebilledet, og det var et overkommeligt projekt. 

Blusen er hæklet i helt almindelig hvid bomuldsgarn, sammen med en sølvtråd. Det kan være lidt svært at se på billederne, men den glimter så fint når lyset rammer den.
Jeg ved ikke om det er hæklenål vs. garn, min hæklefasthed eller noget helt andet, men jeg synes desværre den har et noget slasket udtryk. Jeg har brugt den et par gange, og jeg skal også nok få den brugt her til sommer, men jeg er ikke helt 100% tilfreds med fastheden... Nogen som har en ide til hvad der kan være problemet? Eller om den bare skal være sådan... Jeg kan desværre ikke huske hvor jeg har mønsteret fra, men den er hæklet på en nål 5.5 og det er bare *3 fastmasker, 3 luftmasker* og så i næste række skal de tre fm hækles i de 3 lm. Og så er den ellers bare formet efterhånden som man kommer ned over bærestykket og kroppen.

Gang i hjulet - drømmen #7

Rokken snurrer lystigt her på adressen.

Dette bundt karteflor fik jeg ind af døren fra Susses spindehjørne. Det var det jeg ventede på i et tidligere indlæg.
Da jeg var så ivrig efter at komme i gang, har jeg ikke fået taget billeder løbende af processen, men her er det vundet op i et nøgle. Jeg valgte at lave det et-trådet, fordi jeg synes det var sjovt at prøve, og desuden kunne jeg godt tænke mig at der blev nok til at man kunne lave et lille sjal af det.
Og det gik jeg så i gang med. Jeg strikker et sjal der hedder "Lace Goth shawl", og jeg kan desværre ikke lige huske hvor jeg har opskriften fra.
Det strikkes nedefra, først en blondekant, og derefter strikkes der venderækker i ret, i rigtig lang tid. Jeg valgte dette mønster, fordi jeg ikke var helt sikker på min opmåling af hvor meget garn jeg har, og dette mønster, er rimelig nemt at sætte en anden slags tråd til at strikke resten af. Alternativt kan jeg lave nogle færre venderækker, så det kommer til at passe. Først skal jeg dog lige igennem blonden så må vi se hvor meget garn der er tilbage.
Der kommer lige et billede af sjalet tæt på så man bedre kan fornemme farverne.
Det er spændende, mit første strik af håndspundet garn!

Jeg når det vist lige...

... at få et par indlæg med inden maj måned rinder ud.
Sommer eller i hvert fald forår betyder en masse gang i haven, mange lyse timer at være udenfor i, og så den store mørke sky - eksamen! Det har kostet næsten halvanden måneds pause her fra bloggen, men heldigvis ikke på den kreative front. Der er blevet færdiggjort lidt af hvert og nu følger en bunke indlæg :)